Hospice Sydsjælland

Det gode liv – lige til det sidst

Af Annette Kruhøffer

Leve glad eller dø værdigt?

Det er de to muligheder, vi har – hvis vi skal tro samfundsdebatten. Enten lever vi og er glade for det, eller også vil vi gerne slippe ud af livet på en behagelig måde.

Men det er ikke altid så enkelt.

Som præst møder jeg mennesker, der lever med døden – enten fordi de selv er syge, eller fordi en nærtstående slægtning er døende. Og i praksis lever vi jo alle med døden. Enhver over 25 kan bare se sig i spejlet: Rynker, blodudtrædninger, slap hud, bryster til mændene og skæg til kvinderne.

Forfaldet kommer til alle os, der bliver voksne. Vi ved, vi skal dø.

Det kan vi heldigvis abstrahere fra gennem det meste af livet. Vi lever intenst, som om vi har evigheden til rådighed. Vi planter træer, som om vi selv kan få lov at sidde i deres skygge, når de er fuldkronede. Men på et tidspunkt vil tiden være inde. De fleste af os får en sygdom, som fører til døden.

Det er en skræmmende besked at få. Vi er bange for den sidste tid, fordi vi frygter at få smerter og miste vores værdighed. Og vi hører om svære sygdomsforløb, der bragte både sorg og lidelse med sig.

Der findes imidlertid måder at hjælpe døende på. Lidelser hører livet til – men de behøver ikke at være ubærlige. Og når hjemmet ikke mere er en tryg og sikker ramme, er hospice en god mulighed.

Et hospice er ikke et sted, hvor man anbringer folk for at dø. Et hospice er et sted, vi tager hen for at leve.

Her findes der ekspertviden om smertelindring. Og det er muligt at afhjælpe angst og tale om bekymringer. Det kan være den unge mor, der frygter for, hvordan børnene skal klare sig, når hun er væk. Eller det kan være den enlige pensionist, der gruer for at ligge alene og hjælpeløs derhjemme i den sidste tid.

I Danmark har vi 257 pladser til deling mellem alle danskere - cirka halvdelen af, hvad internationale eksperter anbefaler. Det er ikke meget – og tallene viser tydeligt, at det ikke er nok. Belægningsprocenten er tæt på 100, og kun 75 % af de patienter, der blev henvist til palliativ behandling i 2022, nåede faktisk at få den. Vi kan altså med de nuværende ressourcer ikke engang hjælpe folk i hjemmet.

Det har fået kritik af statsrevisorerne, der så sent som i 2023 konstaterede, ”at regionerne ikke i tilstrækkelig grad havde sikret, at patienter ved behov blev henvist til specialiseret palliation uanset sygdom, og at der var betydelige forskelle på tværs af regionerne i, hvor mange patienter der blev henvist til specialiseret palliation, og hvor mange der blev tilbagevist.”

I Region Sjælland har vi cirka samme antal pladser pr. borger, som de øvrige regioner. Men vi har flere syge, flere ældre og længere afstande imellem hospicemulighederne. Svanevig i den lille by Bandholm på Lolland tegner sig for en tredjedel af pladserne, men stedet fravælges af nogle syge og deres familier, for det kan betyde, at familien ikke kan besøge den dødende. Og hvem har lyst til at dø alene?

En gruppe borgere har dannet en forening for at etablere et hospice i den sydlige del af Sjælland. Det vil især tilgodese borgere fra Næstved, Ringsted, Sorø, Faxe og Vordingborg. Men det vil også komme andre borgere til gode, da presset på hospicepladser længere ind mod hovedstaden vil aftage, og en del senge på sygehusene vil frigøres.

Foreløbig er der dannet en støtteforening, der allerede har fået den første milliondonation til etableringen, men først skal der indgås en aftale om drift med regionen, og den kommer ikke af sig selv. Det kræver, at mennesker i regionen bakker op om projektet.

Alle har mulighed for at høre mere om det 27. februar kl. 19 i aulaen på Næstved Gymnasium, Nygårdsvej 43 i Næstved.

Dér afholdes et møde, hvor støtteforeningen orienterer om arbejdet og fortæller, hvor langt man nu er nået. Det koster ikke noget at møde op, og foreningen håber at se mange borgere, der gerne vil orientere sig og eventuelt være medlem af støtteforeningen.

Ikke for at dø – men for at leve

Overlæge Niels Møller har mange års erfaring for, at livet er værd at leve – også de sidste dage

Af Annette Kruhøffer

”Man kommer ikke på hospice for at dø. Man kommer der for at leve så godt som muligt i den sidste tid.”

Sådan siger overlæge Niels Møller, der gennem mange år var overlæge på Svanevig Hospice. Gennem mange år har han specialiseret sig i at behandle døende patienter. Han kan ikke forhindre dødens komme, men han kan sørge for, at patienten lever - og lever godt! - i den sidste tid. Smerter kan fjernes, og dermed forsvinder også megen angst. Behandling af en simpel ting som fx svamp i munden, giver patienterne appetitten tilbage, og det øger livsglæde. Samtaler med patienten selv og familien giver ro og tryghed.

”Af de ca. 3000 patienter, jeg har kendt, har der kun været 2-3 stykker, der bad om hjælp til at dø”, siger han.

Dermed rammer han også lige ned i den debat om aktiv dødshjælp, der blussede op i efteråret. For Niels Møllers erfaring er, at selv mennesker med meget kort tid tilbage nyder livet og de muligheder, der er – så længe de ikke er bange og har ondt.

Niels Møller var med til at starte Svanevig op, og han var derfor inviteret til at holde foredrag for bestyrelsen i Sydsjællands hospice. Planerne om at etablere et hospice er blevet konkretiseret, støtteforeningen er etableret, og den første donation på nogle millioner er allerede kommet. Nu handler det om at overbevise regionen om, at det er værd at investere i flere senge.

”Der er helt sikkert plads til et hospice mere i vores region,” fastslår han.

Region Sjælland har 42 sengepladser, og belægningsprocenten er meget tæt på 100. Det betyder, at der kan være ventetid for patienter i livets sidste fase.

”Og de her patienter har sjældent gavn af en lang ventetid,” siger han tørt.

Det er noget, Niels Møller kan konstatere i sit arbejde. For selvom han lod sig pensionere fra sin stilling på Svanevig for nogle år siden, blev han ansat af Lolland kommune som palliativ lægekonsulent på deltid. Derfor kører han stadig ud til folk. Og det nytter.

”De fleste mennesker vil helst dø hjemme, og hjemmeplejen gør sig umage. Men der er symptomer og tilstande, der ikke kan klares hjemme,” fastslår han